Kom ud af hovedet, ned i hænderne – lad kreativiteten folde sig ud.
Dette er et lille hold med max. 6 deltagere. Det er for dig, der har brug for et roligt og trygt rum, hvor du kan være kreativ i dit eget tempo.
Måske er du stressramt eller sygemeldt, lever med angst, depression, ADD/ADHD eller andre udfordringer. Måske har du mistet, står i en svær periode eller er helt eller delvist på pause fra arbejdslivet. Måske er du tilkendt flexjob eller førtidspension. Eller måske har du ganske enkelt bare brug for et sted, hvor du kan trække vejret, få hovedet lidt på pause og lade hænderne arbejde.
Du behøver ikke komme med en bestemt diagnose eller et bestemt problem. Du må også bare have brug for at være.
Det lille hold giver mulighed for ro, tryghed og individuel vejledning. Vi arbejder fortrinsvis stille med afdæmpet musik i baggrunden og med plads til stille snak.
Her skal du ikke præstere. Du arbejder med leret på dit eget niveau og i dit eget tempo. Der er plads til både nybegyndere og øvede.
Vi arbejder med forskellige keramiske teknikker som pinching, kvætsning, modellering, pladeteknik og støbning. Er du allerede fortrolig med drejning, kan værkstedets drejeskiver benyttes. Der undervises ikke i begynderdrejning på dette hold.
Vi arbejder med både lertøj, stentøj og raku.
Få ler i hænderne – og lidt mere ro i hovedet.
På holdet bruger vi også inspiration fra craftpsykologien – altså viden om, hvad det at skabe noget med hænderne kan betyde for blandt andet fordybelse, mestring, trivsel og mental ro.
Nogle gange opstår samtalerne helt naturligt, mens hænderne arbejder. Der kan være plads til at dele små succeser, hverdagens udfordringer og de ting, der hjælper os med at passe på os selv.
Men du behøver ikke fortælle noget. Du må lige så gerne fordybe dig i dit ler og bare være med.
Her er ingen forventning om, at du skal være social på en bestemt måde. Fællesskabet kan også være bare at sidde sammen med andre omkring noget, vi hver især er optaget af.
Et roligt rum. Ler i hænderne. Ingen præstationskrav. Og plads til at være dig – som du har det den dag.
Er der en enkelt gang du på forhånd ved, du ikke kan deltage, så kontakt Keramikstalden og vi finder en løsning.
Bliver holdet ikke fyldt op, udbydes det også som enkeltgange under vælg selv datoer - men under Ro og fordybelsesvilkår. - se under Vælg Selv her på hjemmesiden.
Kursusgangene tæller med i Keramikstaldens rabatordning, så du når du har betalt 9 kursusgange har ret til en 10. kursusgang gratis.

